Kirken og dens organisering

Kort om kirken

Den Hellige Apostolske Universelle Østens Assyriske Kirke, som forkortet kaldes Østens Assyriske Kirke, er en af de ældste kristne kirker i verden. Den blev grundlagt af Jesu disciple Thomas og Addai (også kendt som Thaddeus af Edessa) samt Mari, som er én af de 70 disciple. Kirken havde sin begyndelse i det 1. århundrede i den sene apostoliske tid og blomstrede i det øvre Mesopotamien. Derfra spredte kirken sig hurtigt gennem det parthiske, senere persiske, imperium.

Kirken tilhører den ortodokse kirkeretning, og den har ca. 400.000 medlemmer på verdensplan. Den findes i størst antal i Irak, Iran, Syrien og Libanon, men også i Europa, Nordamerika, Australien og Indien. Dens sprog er klassisk syrisk (aramæisk), dens styreform er episkopal, dens tilbedelse er sakramental og liturgisk, dens teologi følger den nikænske trosbekendelse og kirkefædrenes lære. Dens skikke er semitiske, og dens nuværende holdning til andre kristne er økumenisk.

Østens Assyriske Kirke bliver ofte kaldt for martyrernes kirke, fordi mange af dens medlemmer igennem historien døde som martyrer, eftersom de ofrede deres liv for kirken og for troen på Jesus Kristus.

Hvordan er kirken organiseret?

Østens Kirke styres efter den apostoliske model, der består af biskopper, præster og diakoner.
 

I begyndelsen af det 4. århundrede (ca. 310 e.Kr.) organiserede Papa bar Gaggai, biskoppen i det persiske imperiums hovedstad, Seleukeia-Ktesifon, kirkens biskopper i en form, som lignede den model, der var udviklet i Vesten. Han centraliserede kirkens administration under sin egen jurisdiktion og tog på sig titlen "Østens katolik". Med denne titel, "Østens katolik", menes universel biskop. Fra den tid af havde biskoppen i imperiets hovedstad dette embede. Den universelle biskop, katolikken, blev den præsiderende biskop over hele kirken, og hans værdighed og magt blev efterfølgende tilføjet i det 5. århundrede, da han modtog titlen "Patriark".

Dette fandt sted til den generelle synode, som blev kaldt af den universelle biskop Isaac i Seleukeia-Ktesifon i år 410 e.Kr. Til denne synode bragte en repræsentant fra den romerske kejser, biskoppen fra Vest, Marutha, de nikænske kanoner og trosbekendelsen til de forsamlede biskopper, og de blev officielt godkendt og modtaget af Østens Kirke.

Historisk styrede den universelle Patriark den generelle synode for biskopperne. Den generelle synode bestod af alle metropolitter (ærkebiskopper) og biskopper. Metropolitterne var ansvarlige for provinser (regioner), som hver indeholdt fire til otte biskopper. Denne historiske model eksisterer ikke længere grundet et stærkt reduceret antal inden for kirken og dislokationer af dens medlemskab.

En biskop betragtes som legitim, hvis han er blevet ordineret til den apostolske succession af mindst to (gerne flere) andre biskopper, der selv er ordineret korrekt og i fuldt fællesskab med deres medbiskopper. En biskops legitimitet varer kun så længe, han selv opretholder et sådan fuldt fællesskab.