Præstedømmet er det primære sakramente i Østens Assyriske Kirke.
Præstedømmet er en formidlingstjeneste mellem Gud og menneske i de ting, som tilgiver synder, overbringer velsignelser og fjerner vrede. Det er opdelt i ufuldkomment, som det var med loven og fuldkomment som kirkens.
Præstedømme
Grundlaget for præstedømmet i kirken tager afsæt i erklæringen fra præstedømmets Herre til Sankt Peter i Caesarea Philippi-regionen: ”Jeg vil give dig nøglerne til himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene" (Matt 16, 19).
Dets overbygning kommer fra det andet påbud i Johannesevangeliet kap. 21: ”Vær hyrde for mine lam, vær hyrde for mine får, vær hyrde for mine moderfår.” Dens fuldkommenhed og perfektion kommer fra, da Kristus blæste ånde i apostlene og sagde: ”Modtag Helligånden, Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt” (Joh 20, 22-23).
Det gamle præstedømme var af generation og inden for familien og altså uafhængig af livsform og vilje. Men det nye præstedømme er karakteriseret ved den apostolske succession, altså er den bragt til kirken gennem håndspålæggelse. Det nye præstedømme gives til en person, som findes værdig efter en eksamination af vedkommendes livsførelse og tanker. ”Men også de skal først prøves, derefter kan de blive menighedstjenere, hvis der ikke er noget at indvende imod dem” (1 Tim 3, 10).
Skelnen mellem det gamle og nye præstedømme bliver altså tydeliggjort ved, at det nye præstedømme er fuldkomment. For vi ved, at mange onde børn var blevet født til retfærdige fædre som Kain, Kam, Lot og Moses, men der var også blevet født gode børn til onde fædre som Terach, Abrahams far. Ydermere blev det gamle præstedømme tildelt ved en materiel olie, men det nye præstedømme blev tildelt ved den immaterielle olie, som er ånden og ved håndspålæggelse.
Der gælder regler for den, der ønsker at få et præstedømme. Han skal prøves, uanset om han er værdig eller ej. Han skal også lytte til Sankt Pauls ord, åndens tunge, som siger: "Hvis nogen ønsker at blive tilsynsmand, er det et vigtigt arbejde, han tragter efter. En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar og ikke glad for penge. Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus? Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under Djævelens dom. Han skal også have et godt omdømme blandt dem udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og gå i Djævelens fælde" (1 Tim 3, 1-7).
Om diakoner står der også: "Ligeledes skal menighedstjenere være agtværdige, de skal stå ved deres ord, ikke være forfaldne til megen vin, ikke være griske. De skal eje troens hemmelighed med ren samvittighed. Men også de skal først prøves, derefter kan de blive menighedstjenere, hvis der ikke er noget at indvende imod dem" (1 Tim 3, 8-10).
Præstedømmet er det primære sakramente i den hellige kirke. Under håndspålæggelsen kan biskoppen ordinere en kanditat til diakon eller præst. Ved denne håndspålæggelse ordinerer helligåndens kraft og giver tjenestegaven til eksklusiv brug i den hellige kirke.
Gaven med hellige ordener overdrager ansvaret for at forkynde i forbindelse med fejringen af sakramenterne og giver næring til Kristus' hjord, menigheden, som er betroet dem. Som det står skrevet: "Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder" (1 Kor 4, 1). Og igen står der skrevet: "Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod" (ApG 20, 28).