I Østens Kirke er tilbedelsens særpræg nadveren, også kendt som ”Holy Offer” eller på det syriske sprog ”Qurbana Qaddisha”. Nadverens liturgi tilskrives apostlene Addai og Mari, som disciplede Østen. Liturgien består af en tjeneste for katekumenerne og en tjeneste for de troende. Katekumenere er en betegnelse for de mennesker, der historisk set ikke var døbt ind i kirken, men fik lov til at overvære første del af kirkens højmesse, som bestod af læsninger og prædiken. Derefter måtte de forlade anden del af højmessen, nadverens liturgi, fordi de ikke var indlemmet i kirken endnu.
Nadverbrødet er en syret brød, og bægeret er en lige blanding af vin og vand. Den døbte troende modtager Kristi legeme og blod under begge arter af brød og vin og Kristi ”virkelige tilstedeværelse” forstås i elementerne. En præst, som er ordineret af en biskop i den apostolske succession, er påkrævet til indvielsen af nadveren, og en diakon er påkrævet til at hjælpe præsten med fejringen af nadveren. Et fællesskab af tilbedende troende skal ligeledes være tilstede under fejringen af nadveren.
Dåb gives til spædbørn fra kristne familier og til nyomvendte. Den gives ikke til dem, som af hvilken som helst årsag kommer ind i kirken og er fra andre kristne legemer og allerede er blevet døbt med en trinitarisk formel.
Spædbarnsdåb forpligter forældre og gudmor eller gudfar til at opdrage barnet i den kristne tro. Dåbsliturgien ligner den eukaristiske liturgi i sin form. Efter en salvelse med olie er der en tredobbelt nedsænkning i indviet vand i den hellige treenigheds navn og en endelig ”forsegling”, som er en bekræftelse med pålæggelse af hænder ved alterets dør.
Ægteskabs- og begravelsesceremonier består stort set af salmer, hymner og velsignelser. De er lange, farverige, og følelsesmæssige begivenheder og afspejler gamle skikke og anvendelser.
Hvad tror kirken på?
Østens Assyriske Kirkes lære er baseret på troen på den universelle kirke som beskrevet i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.
Mysteriet om den hellige treenighed og mysteriet om inkarnationen er centrale for dens lære. Kirken tror på en treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd. Den tror og lærer også, at Guds enbårne Søn, Gud Ordet, blev inkarneret for os mennesker og for vores frelse og blev menneske. Den samme Gud Ordet, født af sin Fader før alle verdener uden en begyndelse, ifølge hans guddommelighed, var født af en mor uden en far i de sidste tider, ifølge hans menneskelighed, i et legeme af kød med en rationel, intelligent og udødelig sjæl, som han tog fra den velsignede Jomfru Marias livmoder og forenede med sig selv og gjorde det til sin helt egen i undfangelsestidspunktet. Den menneskelighed, som han tog for sin egne, blev antaget af Gud Ordet, som var fra den tid af og for evigt den personlige genstand for den guddommelige og den menneskelige natur. Hans guddommelige og menneskelige naturer bevarer deres egne egenskaber, evner og funktioner uforanderligt, udelt, uadskilleligt og uden forvirring.
Fordi guddommeligheden og menneskeligheden er forenet i Personen af den samme og eneste Søn af Gud og Herre Jesus Kristus, afviser Østens Kirke enhver lære, der hævder, at Kristus er et ”almindeligt menneske”, som Gud Ordet beboede ligesom de retfærdige mænd og de gamle profeter. Østens Kirke afviser yderligere enhver lære, der udtrykkeligt eller implicit antyder, at der er to Sønner eller to Herrer eller to Kristusser i vores Herre og Frelser Jesus Kristus. For vi i Østens Kirke bekender én Herre Jesus Kristus, Guds Søn, som er den samme i går, i dag og for evigt. Den samme gennem sin lidelse, død, begravelse og opstandelse forløste menneskeheden fra syndens og dødens trældom og sikrede håbet om opstandelse og nyt liv til alle, der sætter deres tro på ham som med sin Fader og Helligånden tilhører bekendelse, tilbedelse og dyrkelse i evigheder. Amen.
